(02/06-2025) – Ah, forældrekærlighed… Dette ubetingede, ædle, rene bånd, som man priser fordelene af fra fødselsgangen til reklamerne for bleer. Man fortæller dig, at det er det stærkeste, det smukkeste, det mest modstandsdygtige. Indtil den dag, hvor denne kærlighed sættes på prøve af noget meget virkelig, meget hårdt, meget sejt: et narcissistisk barn.

Ja, et narcissistisk barn. Ikke en lunefuld teenager. Ikke en oprørsk knægt. Ikke en “svær fase”. Nej, et barn med en dybt egocentreret, krævende, umættelig og sommetider destruktiv personlighedsstruktur. Den slags barn, der får nogle forældre til at spørge sig selv i stilheden på deres køkken: “Hvad kan jeg dog have gjort galt?”

Spoiler: måske intet. Og det er netop hele dramaet.

Myten om forældrenes skyld

I den kollektive forestilling, når et barn går galt, er det forældrenes skyld. Mangel på autoritet, fravær af kærlighed, for meget kærlighed, dårlig skole, tv tændt under måltidet… Kort sagt, der er altid en grund, og den ender med at pege fingre ad faren eller moren (ofte moren, se det an…).

Men tingene er mere komplekse. Den nuværende forskning viser, at i 60 til 80% af tilfældene (afhængigt af studierne, definitionerne, fordomme… kort sagt, intet er enkelt), har patologisk narcissisme en genetisk og neuroudviklingsmæssig oprindelse. Man “fabrikerer” det ikke med straf eller slaphed. Det påtvinger sig selv, det slår rod, sommetider allerede i barndommen. Det betyder, at selv de bedste forældre kan opdrage en tyran i korte bukser.

Og alligevel, når den samme tyran bliver teenager eller voksen, gæt hvem der ender på anklagebænken? Dig, selvfølgelig.

Ingen magisk løsning. Undskyld til amatørerne af glimmer.

Før vi går videre, lad os være tydelige: denne artikel vil ikke sælge dig en tryllestav. Hvis det er det, du søger, bliver du nødt til at konsultere en esoterisk kanal med krystaller og månebønner. Her taler vi om virkeligheden. Den der gør ondt i maven og som ikke ordnes med et kram eller et meditationskursus i Cevennerne.

For når du har et narcissistisk barn – jeg taler her om en ægte narcissist, ikke bare en lidt egoistisk teenager – går du ind i en gråzone, hvor alt er transaktionelt, hvor kærlighed bliver betinget, og hvor hver grænse, du forsøger at sætte, opleves som et forræderi fra din side.

Vold uden lussinger

Nej, dit barn slår dig måske ikke. Men det manipulerer dig. Det ydmyger dig. Det får dig til at bære byrden af dets egne adfærd. Det tømmer dig, følelsesmæssigt og sommetider økonomisk. Det behandler dig som en automat for kærlighed, tilgivelse og ressourcer. Og du, du trykker på knapperne, igen og igen, i håbet om at “redde” forholdet.

Den verbale vold er daglig: bebrejdelser, sarkasme, nedvurderinger… Det hele ofte krydret med lidt følelsesmæssig afpresning: “Du sætter altid andre før mig”, “Hvis du virkelig elskede mig, ville du gøre det”, “Jeg bad aldrig om at blive født”. Elegant, ikke?

Og hvis du ved et uheld foreslår terapi? Forvent at blive beskyldt for at være problemet. Og hvis han ved et mirakel accepterer at gå, er der store chancer for, at han bruger sine sessioner på at forklare terapeuten, hvor meget du er årsagen til hans ubehag. Sødt.

Skyldig en dag, skyldig altid

Man kunne tro, at med tiden roer tingene sig. At barnet modnes. At det forstår. At det udvikler sig. Ja, selvfølgelig. Og enhjørninger flyver i eskadrille.

Ikke alene ændrer adfærden sig ikke, men den forankrer sig, forstærker sig, bliver den relationelle standardmodus. Og i mellemtiden bliver du ældre, udtømmes og fortsætter med at håbe, at “det bliver bedre når…”. Når han får et job. Når han får en partner. Når han får børn. Og så videre.

Men i virkeligheden er du i en blindgyde.

At acceptere det uacceptable

Det er her, et koncept dukker op, som har fået mange tænder til at knirke: radikal accept. At acceptere, at dit barn er, som det er. At det ikke vil ændre sig. At det ikke ønsker at ændre sig. Og at din kærlighed, så oprigtig den end er, ikke kan gøre noget ved det.

Lettere sagt end gjort, ikke? Især når man har brugt et liv på at tro, at ubetinget kærlighed kunne hele alt. Og alligevel må man resignere, for alternativet er ofte forældrenes progressive selvdestruktion.

Og det er endnu mere kompliceret, når du har flere børn, at de andre har det godt, at de er afbalancerede. Eller værre: når du kun har ét. Så har du ingen sammenligningsgrundlag. Bare en knusende følelse af nederlag, ensomhed og skyld.

Kan man skære båndene over til sit eget barn?

Tabuiseret spørgsmål, utænkeligt spørgsmål… og alligevel legitimt spørgsmål. Skal man forblive i kontakt med et voksent barn, der fornærmer dig, manipulerer dig, ruinerer dig, bruger dig?

Problemet er, at alle muligheder er dårlige:

Hvis du siger nej, ødelægger det dig psykisk ved at kalde dig et følelsesløst monster.

Hvis du siger ja, bliver du dets følelsesmæssige og økonomiske slave.

Narcissisme giver intet forhandlingsrum. Det kender hverken anerkendelse, taknemmelighed eller mådehold.

Og det er endnu værre, når afhængigheder kommer til. Alkohol, stoffer, spil, kompulsive udgifter… Lige så mange katalysatorer, der forvandler et svært barn til en tickende bombe. Og selvom du formår at sende det i behandling for disse afhængigheder, håb ikke på mirakler: grundpersonligheden vil ikke ændre sig.

Er der kærlighed bag det hele?

Det er SPØRGSMÅLET. Er det, du oplever, stadig kærlighed? Eller bare en lang følelsesmæssig tortur med til tider et smil mellem to kriser? Det, mange forældre ender med at forstå, er, at et narcissistisk barns kærlighed er rent nyttebetinget. Det elsker “når det passer det”, det “viser interesse”, når det har brug for noget.

Og når det ikke får det, det vil? Der bliver du fjenden. Forræderen. Skurken. Og sommetider vil det ikke tøve med at stjæle fra dig, afpresse dig eller endda true dig for at nå sine mål.

Så det virkelige spørgsmål bliver: Er dette forhold stadig noget værd?

Løfter, der aldrig holder

Måske har du allerede prøvet strategien med “sidste chance”. Du har betalt huslejen for ham, købt en bil, givet et forskud på arven. Og du sagde til dig selv: “Hvis han har det, kan han endelig stabilisere sig.”

Og så… nej. Intet ændrer sig. Fordi problemets kerne ikke er materiel. Det er relationelt. Det er strukturelt. Og du bliver den forælder, der betaler for at få nyheder. Som giver for at undgå vrede. Som køber en midlertidig fred, som man betaler løsesum.

Og ja, på det tidspunkt er det ikke længere støtte. Det er følelsesmæssig udpresning.

At beskytte sig selv, selv mod sit eget blod

Når man ikke kan ændre den anden, må man beskytte sig selv. Følelsesmæssigt, selvfølgelig, men også økonomisk, juridisk. Testamenter, arv, fonde… Alt skal sættes på plads, så dit giftige afkom ikke en dag kan fortære dine rester. Ja, det er brutalt at sige. Og så hvad?

For man må ikke være naiv. For visse narcissistiske personer er intet helligt, ikke engang forældrenes minde. De vil tage alt. Til marven. Indtil der ikke er mere at skrabe.

Og hvis det er et enebarn?

Så er det jackpot. Ingen søskende til at balancere, støtte, tilbyde et følelsesmæssigt alternativ. Bare dig… og ham. Og i det tilfælde er sorgen dobbelt: du mister dit virkelige barn og det imaginære barn, du havde håbet på.

Den slags forhold kan ikke “reddes”. Det kan bare begrænses, håndteres, sommetider skæres over. Og det er beslutninger, der gør ondt. Men sommetider er det den eneste vej til fred.

Og dig i alt det her?

Man taler meget om dit barn, men ikke nok om dig. Dig, som har båret det her i årevis. Dig, som har prøvet, igen og igen. Dig, som føler dig skamfuld bare ved at tænke: “Og hvis jeg skar båndene over?”

Det, du oplever, er en levende sorg. Og for at komme igennem det har du brug for støtte. Ikke bebrejdelser. Ikke lektioner. Ikke psykologer, der belærer. Men nogen, der forstår den slags situation, som kan ledsage dig uden at gøre dig skyldig. For terapi her er ikke for at “ændre dit barn”. Det er for at hjælpe dig med at overleve dette forhold. Og det er allerede enormt.

At have et narcissistisk barn er ikke bare “svært”. Det er udmattende, skyldbetyngende, fremmedgørende. Det er en indre krig mellem kærligheden, du føler, og grænserne, du burde sætte. Mellem det, du håbede på, og det, du har.

Men på et tidspunkt må man vælge: fortsætte med at elske mens man bryder sammen eller tage sig af sig selv ved at acceptere bruddet. Der er ikke noget universelt rigtigt svar. Men der er en sandhed: du har ret til at eksistere, selv som forælder. Og sommetider betyder det at eksistere at sige stop. (Cyril Malka)