(13/10-2025) – Narcissisten elsker kontrol. Han elsker at have ret, at dominere, at skinne, og vigtigst af alt, at have nogen at skyde skylden på. Syndebukken er hans yndlingsredskab. For ham er det ikke et menneske, men en funktion. En forlængelse af ham selv, som han bruger til at absorbere sin frustration og bekræfte sin egen storhed. Så længe syndebukken findes, har narcissisten ro. Han har et udluftningsrør.

Men så kommer dagen, hvor syndebukken går sin vej. Hun lukker døren, blokerer telefonen, og forsvinder. Og i det øjeblik mister narcissisten fodfæstet. Han forstår ikke, hvad der sker, for han har lige mistet sin ventil, sit spejl at hade.

Det er dér, nedturen begynder.

Syndebukkens rolle

At være syndebuk for en narcissist er en blanding af straf og ekstremsport. Det kræver udholdenhed, tålmodighed og en vis sort humor for at holde ud.

Syndebukken er den, alt bliver kastet på. Hun bliver det levende symbol på alt, der går galt. Hvis noget går i stykker, er det hendes skyld. Hvis stemningen er dårlig, er det hendes skyld. Hvis narcissisten er stresset, vred, ked af det eller træt, så er det selvfølgelig hendes skyld. Praktisk, ikke?

I en familie går rollen som regel til den mest følsomme. I et parforhold til den, der elsker mest. På en arbejdsplads til den, der prøver at bevare roen. Med andre ord: den forkerte på det forkerte sted.

Og det har intet med intelligens at gøre. Narcissisten udvælger ikke ud fra IQ, men ud fra sårbarhed. Han ser hurtigt, hvem der har et hul i rustningen: hvem der har brug for at blive elsket, hvem der hader konflikter, hvem der prøver at være rimelig. Og det er netop der, han trykker.

Lidt efter lidt bliver syndebukken isoleret. Først mentalt, senere socialt. Narcissisten sørger for, at omgivelserne begynder at tvivle på hende. Det kaldes virkelighedsforvridning. Det er ikke bare løgn; det er et vendt spejl, hvor offeret til sidst ikke længere kan kende forskel på sandt og falsk. Hun undskylder, hun analyserer, hun prøver at forstå og mister sig selv undervejs.

Udefra ser ingen noget. Narcissisten er charmerende, vittig, kontrolleret. Syndebukken derimod virker udmattet, overfølsom, måske endda lidt “ustabil”. Det er et perfekt scenarie for ham.

Hvordan narcissisten lever af det

Narcissisten lever af energi. Ikke sin egen, men andres. Han lever af reaktioner, følelser, drama. Uden det falder han sammen.

Syndebukken er hans vigtigste energikilde. Hun er som et genopladeligt batteri. Når han er stresset, skaber han en konflikt. Når han føler skam, gør han grin med hende. Når han føler sig tom, opfinder han en fejl hos hende. Det får ham til at føle sig bedre et øjeblik.

Og ja, han ved godt inderst inde, at han gør noget forkert. Han ved det, men han kan ikke indrømme det. Derfor forvandler han skammen til vrede og kaster den tilbage.

Mange spørger: hvorfor bliver syndebukken så? Fordi der opstår et traumatisk bånd. En slags følelsesmæssig forveksling mellem frygt og kærlighed. Man ender med at vente på små rester af omsorg fra den, der ødelægger én og hjernen forveksler det med kærlighed.

Den dag syndebukken går

En dag siger syndebukken stop. Det sker sjældent dramatisk. Hun kan bare mærke, at noget i hende dør, og hun beslutter sig for at redde sig selv. Hun forsvinder, skifter nummer, flytter, blokerer alt.

Og narcissisten? Han går i panik.

Først prøver han alt: beskeder, mails, opkald, tårer, raseri, trusler. Når det ikke virker, forsøger han via omveje: fælles venner, familie, sociale medier.

Derfor skal alt blokeres. Absolut alt. For så længe han kan nå dig, fortsætter han. Når det ikke længere er muligt, finder han en ny.

Når systemet bryder sammen

Når syndebukken forsvinder, opstår der et tomrum. I en familie mærkes det med det samme. Energien ændrer sig. De, der tidligere bare kiggede på, bliver pludselig selv mål. Og så går det op for dem, hvor belejlig syndebukken egentlig var.

Nogle prøver at få den tilbage. De siger, at alt er blevet bedre, at “han har ændret sig”, at man skal “give en ny chance”. I virkeligheden handler det bare om frygt. Det er lettere, hvis slagene igen rammer den, der er vant til at tage imod dem.

Narcissisten prøver desperat at finde en ny syndebuk. Han afprøver flere, men ingen passer rigtigt. Han bliver mere irritabel, mere rastløs. Nogle synker ned i selvmedlidenhed, andre i bitterhed. Uden syndebuk mister han sin ventil.

Det kan ses udefra. Han bliver mørkere, mere kynisk, mere ustabil. Som en ballon, der mister luften.

Tilbagefaldets fælde

Den største risiko for syndebukken er at vende tilbage. Det sker ofte. Empati, skyldfølelse eller ren vane får mange til at tænke: “Måske kan jeg hjælpe ham. Måske kan jeg redde det.”

Nej.

At vende tilbage betyder at give ham adgang igen. Og han vil gentage mønsteret. Ikke fordi han planlægger det, men fordi det er det eneste, han kan.

Der findes nogle klassiske sætninger, som altid kommer:
• “Du er den eneste, der forstår mig.”
• “Uden dig går jeg til grunde.”
• “Du er stærkere end de andre, du kan redde mig.”
• “Hvis du virkelig elskede mig, ville du ikke forlade mig.”

Det er ikke tilståelser, det er snarer. De skal få dig til at føle ansvar. Men du er ikke ansvarlig for et menneske, der nægter at tage ansvar for sig selv.

Efterspillet

Når man endelig er ude, begynder en mærkelig tid. Stilheden føles først tom. Hele ens liv har været organiseret omkring overlevelse, forklaring, forsvar. Når det stopper, opstår der et vakuum.

Det er her, arbejdet begynder. Man skal lære at leve uden konstant at retfærdiggøre sig. At finde ro uden dårlig samvittighed. At mærke fred uden at frygte, at nogen snart vil ødelægge den.

Narcissisten kan stadig spøge i baggrunden. Han kan holde øje på afstand, tale om dig, sende små prøvende signaler. Men hans magt svækkes, hver gang du ikke reagerer. Den dag du ikke svarer, ophører han med at eksistere i din verden.

Hvad du bør huske

Du skylder ham intet. Ikke en forklaring, ikke et møde, ikke en samtale.

De, der lod som ingenting, mens du blev brudt ned, fortjener heller ikke din redning. At forlade et giftigt menneske er ikke egoisme. Det er sund fornuft.

Lad ikke din medfølelse føre dig tilbage i ilden.

Hvis nogen bebrejder dig for at være gået, så er det ofte fordi din beslutning minder vedkommende om, at han selv ikke turde.

Det, narcissisten bliver til uden dig

Når syndebukken forsvinder, bryder alt sammen. Han mister sit referencepunkt. Den vrede og skam, han før kastede over dig, vender sig nu indad. Nogle finder hurtigt en ny at udnytte. Andre bliver bitre og selvdestruktive. Nogle pynter sig med “indsigt” og falsk ydmyghed for at virke forandrede.

Men sandheden er, at de alle flygter fra det samme: sig selv.

Uden en syndebuk begynder de at smuldre. De anklager alle andre, men tomheden æder dem indefra.

Når du går, mister narcissisten mere end en person. Han mister sin scene, sin undskyldning, sit spejl. Han står alene tilbage med det eneste ansigt, han ikke kan tåle at se: sit eget.

Vend ikke tilbage. Tro ikke på tårerne. De handler ikke om sorg, men om tabt kontrol.

Du blev ikke født for at være slagpude for andres ubehag. Du blev født for at leve.

Luk døren. Træk vejret. Og lad stilheden gøre arbejdet. (Cyril Malka)